Jeg har netop lige set The young Victoria. Slutningen tog mig med storm, og så begyndte jeg at græde. Oveni kom jeg til at tænke på alle de andre ting, jeg gerne ville græde over, og så blev det bare værre. Snot og saltvand. Lækkert.
(Jeg vil gerne anbefale filmen til andre, der godt kan lide romantik og fra ældre perioder)
De andre ting jeg kom til at tænke på, var bland andet døden. Det at miste.
Jeg har ikke miste en forælder, men jeg har mistet tre kæledyr og 3 bedsteforældre.
Nu går turen til min hund. Han er 8 hundeår, så han er ved at være gammel. Han har svært ved at indtage næring fra maden. Han har tabt sig virkelig meget på igen tid. Jeg ser ham hver anden uge.
Jeg kiggede på ham i dag - sådan ordentligt. Jeg kiggede på hans vejrtrækninger, og jeg havde det som om, at det kunne stoppe, lige når det skulle være. Jeg er bange for at miste.
Det er en underlig tanke. At hjertet - det varme dunkende hjerte en dag bare stopper med at slå. Hjertet bliver koldt, og det samme gør kroppen. Jeg vil ikke sige, at jeg selv er bange for at dø.
Jeg har så meget ro i min sjæl og krop, at jeg ikke ville tro, at det ville gøre så meget. De personer jeg holder af, ved at jeg holder af dem. Min familie ved, at jeg elsker dem. Hvis ikke kan de kigge mine dagbøger igennem. Familien for mig er det, der holder mig i gang.
“You can love someone so much...But you can never love people as much as you can miss them.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar