Smerte og omsorg

Hvor godt kender vi dem, som vi er omgivet af? Hvor mange hemmelighed har man? Hvor mange har de? Hvor mange har jeg? Hvor meget smerte kan du tage? Hvor meget kan jeg? Smerte. Hvordan følelse det? Hvordan ved man, at det er smerte, man går igennem?
Man kan slå sig. Falde. Man kan slå sig fysisk. Bløde, få sår, og det kan svie. Det kan gøre så ondt, at man har brug for sin mor til at trøste en, og derfra vil kroppen hele. Men man kan også opleve smerte på andre måder. Er man meget følsom, kan det gøre så absurd ondt. Bliver der sagt noget, som man ikke kan tage. Noget som ødelægger en, kan man mærke smerten. Tit oplever jeg det som en dolk eller som en kniv, som enten går igennem min ryg eller mit bryst, hvor den rammer mit bankende hjerte, og  som derfra går direkte igennem mig. Jeg kan sommetider føle det så voldsom, at jeg tror, at jeg bløder. Smerten bliver ved med at stikke i hjerte, som kan føre til tårer. Det kan føre til saltede regndråber, der vandre ned af min varme kind. Min næse ville hurtig begynde at føle varmen, som en pludselig feber der rammer mig. Den vil rende, og den kendte lyd når man begynder at snøfte vil langsomt begynde. Hvad er der så at gøre? Flygte? Konfrontere problemet? Jeg tyder tit til det første forslag. At frygt og endnu mere smerte gemmer man sig. Gør sig selv så lille og usynlig så mulig.
Ja.. Jeg er muligvis en drama queen men følelsen for mig, den er så ægte, som den blå himmel er for dig, mig, dem. Den er tæt på at være ubeskrivelig. Alle håndterer smerte forskelligt, og jeg vil ikke sige, at der er nogen forkert måde at gøre det på. Hvis man er selvskader, er der så ikke en okay grund til det? Som hovedregel, så skal man ikke gøre noget, som kan skade andre, og det gør selvskader, men er det så ikke vigtigt at hjælpe dem, da det egentlig er det, som de gerne vil have? Det er ikke altid synligt, men vi er alle nød til at passe på hinanden, i hvert fald så godt vi kan.

Alene

Alene er et adjektiv. Det er noget, som man kan være. Slår man alene op fås dette: "uden tilstedeværelse eller involvering af andre eller andet", som dækker det meget godt. Lige pt. er emnet meget oppe og køre. Flere unge føler sig alene, hvor det især er piger, som sidder inde med disse følelser, og jeg forstår dem nu meget godt. En forælders største ønske er at se ens barn være social og få nye venner. Herudaf kan der dannes grupper, hvor man finder andre, der har samme holdninger og interesser. Disse grupper giver sikkerhed og tryghed. Derudover føler man også selv, at man passer ind et sted, hvor folk kan lide en. Kan lide en. Hvor man kan få anerkendelse og respekt. Er man ikke med i en gruppe - ja, så er man ude. Hvorfor er det ikke fedt at være ude? Altså man skal være stærk, hvis man skal overleve det. Der er ingen sikkerhed eller tryghed. Det ser underligt ud, hvis man er alene. Man kan hurtigt føle sig ubrugelig. 

I folkeskolen var jeg i en gruppe. Vi kaldte gruppen SER, som repræsenterede hvert af vores forbogstav. Vi var sammen mindst en gang i ugen, hvor vi lavede mad og pjattede. Som jeg sidder her nu, vil jeg ikke sige, at vi var så gamle. Men tiden indhentede os, og vores veje skiltes. Vi tre var virkelig tætte. Vi fortalte hinanden så mange ting, og vi kendte hinanden. Det hele var forbi, og jeg havde ikke længere en gruppe. Jeg mødte heldigvis nogle skønne piger, som gik i min parallelklasse. Jeg nåede ikke at få et vild tæt venskab med dem, men de var der, hvis man havde brug for dem. Og det er de stadig. Det tager langtid at danne bånd. Det tager tid at lære hinanden at kende. Jeg skulle på efterskole herefter, hvor jeg fandt de dejligt 4 piger. På efterskolen går man op og ned af hinanden, og kommer derfor til at lære hinanden hurtigt at kende. Jeg havde en gruppe, som jeg passede ind i. Efterskoleåret stoppede, hvor de ellers så stærke bånd blev svækket. I dag holder vi alle fast i de bånd for at holde på hinanden, men det er svært. Vi har alle fem fem forskellige liv. Det blev gymnasiets tid, og jeg sidder som 2.g'er. Jeg har ikke fået knyttet nogle stærke bånd som sådan. Måske fordi at vi alligevel giver slip på et tidspunkt? Måske fordi jeg ikke passer ind? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at min mor er bekymret for mig. 

Jeg sidder alene hver dag efter skole. Jeg sidder hver weekend med min kæreste. Jeg er ikke særlig social. Jeg ser nok alene ud udadtil, men jeg føler mig ikke sådan rigtig alene. De sociale forhold får jeg cirka dækket i skolen. Jeg ville meget gerne have en rigtig god veninde, som jeg kunne åbne mig for. En som jeg kunne være sammen med i hverdagene. En som havde tålmodighed til mig. Jeg elsker de venner, som jeg har. Det gør jeg virkelig, men.. det er stadig så svært. Jeg skal nok være ærlig og sige, at jeg nok heller ikke gør mit for at få en bedste veninde. Jeg synes bare, at det er så svært. 

 

På vej mod de 18

Hvad må man, når man bliver 18? Det siges, at man da er ved at blive sådan rigtig voksen, ikke ligesom konfirmationen hvor man kom i de voksnes rækker, man sådan rigtig voksen. Når vi snakker om konfirmation, har jeg ikke helt forstået, det med de voksnes rækker. Man er vel også i de voksnes rækker, når man ikke er blevet konfirmeret, for på et tidspunkt i ens liv bliver man jo voksen lige meget hvad. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på. Når man er 18 i Danmark må man købe alkohol - den stærke af slagsen. Man kan tage kørekort. Forældrene har ikke længere forsørgerpligt. Er du studerende kan du få SU, hvilket betyder, at du kan få penge fra staten.
Jeg er stadig 17, ung og energisk. Jeg går ikke ud fra, at et tal kan ændre på en, men når man bliver 18, får man bare en større frihed. Efter sommerferien er jeg blevet 18. Jeg føler mig ikke klar til at blive 18. Jeg føler mig stadig som en 15-årig. Men.. det kan jeg vel bare være indeni?

Kroppen

Kroppen er menneskets skal. Det er meningen, at kroppen skal beskytte sjæle. Hvad vil der ske, når skallen er ved at flække? Kan kroppen virkelig hele sig selv igen hver gang? Hvad sker der den dag, hvor den ikke kan? Hvorfor blive bedømt på ens skal, når det er sjælen, som virkelig betyder noget?