Køre bil

Jeg sidder og brænder inde med noget. Noget som fylder så utroligt meget.

Jeg har dumpet to køreprøver, og jeg har ikke lyst til at gå gennem den følelsesmæssige rutsjebane igen, men det skal gøres. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal fylde så meget, som det gør. Andre er da fuldstændig ligeglade med, hvor mange gange det tager mig at bestå. Jeg er for hård ved mig selv, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg er så kritisk. Jeg tror ikke, at der er nogle, der bekymre sig for mig eller elsker mig. Jeg forventer så fandens meget af mig selv, og jeg tror, at andre har mindst ligeså høje forventninger til mig som mig selv. Jeg er nød til at lære at tage få ting med fra mine negative oplevelser, kun de konstruktive, og så prøve engang til, så jeg ikke har så meget bagage. Jeg har to lærere, der siger, at jeg har nogle tegn på en form for stress. Jeg er nød til at sige til mig selv, at jeg skal passe på mig selv bedre.
Jeg er nød til at spørge mig selv om: "Hvad er det værste, der kan ske?" Det er de færreste ting, som jeg sådan rigtigt går nok på - og i værste fald dør af.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke bare kan have et "køresystem" som i Australien. Der får man kørekortet af sin kørelærer, når personen synes du kan gøre. Du skal ikke presses ud i en prøve med en fremmed person, som dømmer dig. Desuden er det uretfærdig, at det skal være så dyrt, når "dumpepengene" går til staten. Er det ikke nok at betale skat? Det er virkelig unfair! Man kan dumpe på tossede ting, selvom man er en glimrende billist. Jeg er overbevist om, at de sagkyndige bare venter på, at pengene ruller ind. Det er jo dem, der bestemmer, hvor mange penge der tjenes ind. Det er så tilfældig, at det næsten kunne være løgn. De smider dumpe sedler til højre og til venstre, som om de kræver skattekroner ind. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke forstår, at man som almindelig menneske kan være meget nervøs.

At miste sig selv, sommetider

Nogle gange kan man miste sig selv. Det lyder underligt, da du altid vil være dig, men sommetider kan en "jeg" forlade kroppen, hvor kroppen står tilbage som en skal eller en maskine, der noget per automatik. Det er en følelse, der er underligt at befinde sig i, da man mister sig selv for et split sekund. Og hvem er man i det sekund?
Jeg oplever denne følelse, og har godt det snart i et måned. Jeg ved ikke, hvem jeg er længere. Jeg ved ikke, hvad der gør, at jeg kommer i den tilstand, men jeg mister mig selv. Jeg føler mig som en tom maskine, der ingen sjæl eller hjerte her. Jeg føler intet på det tidspunkt, det sker, hvor jeg efter følelsen/tilstanden, har været rigtig klar over, hvad jeg har lavet - jeg har bare lavet det, fordi jeg skulle, uden at lægge mig selv og mine følelser i tingen.

Pt. er jeg heller ikke glad.. Lykkelig.. Det burde ikke være noget, som jeg følte, var nødvendig at skjule. Vi er mennesker, og vi er skrøbelige. Problemet er bare, at vi mennesker har et behov for at vise, at vi er stærke, at vi har et hvis mod og generelt styr på tingene - også når det ikke er tilfældet.
Det er okay at have en dårlig dag. Det er okay at græde, hvis det er det, der skal til. Det er okay at vise andre, at du føler noget, for de mennesker du er omgivet af, er der kun for dig, for at støtte og hjælpe dig. Det er helt okay at spørge efter hjælp, for det bliver hårdt i længden at lyve overfor sig selv - men også andre omkring dig. Det er hårdt at holde facader oppe, og det er hårdt at skubbe folk væk.
Mærk på dig selv, hvornår det er nok og stop der. Lad vær med at pres dig selv ud, hvor du mister dig selv, hvor du ikke længere ved, hvordan du skal fortsætte. Det er okay at være stærkt, men at være stærk med andre er bedre.

Mødom

Min blog er meget personlig. Ikke så personlig som min dagbog, som mine tanker, men personlig i det omfang, at jeg skriver, hvad jeg mener, hvad jeg tænker, når jeg tænker det.
Jeg vil gerne taget et meget personligt emne op. Mødom.
Jeg havde hørt, at det var så nemt. At det ikke gjorde ondt. Jeg havde læst en masse først - jeg mener, hvem gør ikke det? Det er ligesom, at man øver sig i at kysse, inden man skal kysse. Men kysser måske sin hånd, spejlet eller en ske. Min gamle biologi lærer i folkeskolen, sagde en masse kloge ting. For eksempel at man skulle være sikker på, at det var den rigtige, som man var sammen med. At begge parter skulle være klar, også selvom den ene havde prøvet det. Det er vigtigt, at man stoler på hinanden, for at elske er noget helt unikt og specielt. Man deler hinandens kroppe, nogle siger, at man smelter til ét. Det lyder meget romantik ikke? Selvfølgelig sagde hun også noget andet. KONDOM, KONDOM, KONDOM. Jeg glemmer altid hendes ord.
Jeg var cirka 17, og i dag er jeg omkring 18, og det var ikke som i romantiske film! Lad dig ikke narre, det kan også være omvendt. Det er derfor, at det er så vigtigt, at man er sammen med en, som man stoler på, som man holder af, som elsker en og som passer på en. Man skal ikke føle sig presset til at gøre det. Det skal være af lyst. Gør det ikke for at være sej. Gør det ikke, hvis du føler dig utryg. Når tidspunktet kommer sker det.
Jeg fortryder det ikke. Jeg kommer aldrig til at fortryde det.
Jeg vidste, at han var den rigtige. Han passede på mig. Han passer på mig. Jeg var forbløffede over mig selv den dag. En dag jeg aldrig glemmer.

En håndfuld mere

Jeg har en fornemmelse af, at mit læsertal er forhøjet i dag, men udover at jeg har skrevet 101 indlæg, sker der ikke noget særlig. Min blog blev lige pludselig meget kendt i klassen i en tysktime - selvom jeg har spansk. Jeg er godt klar over, at min læsergruppe er utrolig smal, men hvem ved, måske er der en, som godt kan bruge min blog til noget?
Jeg har fået en del spørgsmål. Bland andet: "Er det virkelig sådan du tænker i virkelig, eller er det sådan noget, du opdigter? Har du det sådan, som du skriver?"
Lige nu er klokken ti minutter over 11 og ja, jeg er i gang med at skrive mine tænker ned omkring dagen i dag. Der kan være en masse grammatiske fejl og små "ups'er", men det kommer fra hjerte eller retter stemmen i mit hoved, der siger nøjagtig det, som jeg skal skrive. Jeg vil bare gerne være ærlig. Ikke kun for de få læsere, som jeg har men også overfor mig selv. Jeg skriver mine indlæg på tidspunkter, hvor jeg føler noget bestemt, hvor jeg bare skriver det ned. Jeg har ikke lyst til at tænke det igennem, for hvad er den virkelige følelse i det?
Jeg er følsom, og jeg hører på andres holdninger til min blog, men jeg stopper ikke med at blogge, bare fordi der er en person eller flere personer, der mener, at det er for opmærksomhedens skyld. Jeg gør det, fordi jeg elsker at skrive, og gennem tasterne kan jeg udtrykke mig på en helt anden og nærmest magisk måde. Jeg prøver virkelig at leve op til forventningerne, men hvis man ikke kan lide min blog - så lad vær med at læs den. Hvis man gerne vil læse en blog, så kan jeg fortælle en lille hjemmelighed - nemlig at der er millioner at blog, og der er sikkert en, som man vil kunne lide.

Jeg er glad for, at der er nogle venner, som passer på mig. Det er virkelig noget, som jeg synes, er noget utrolig værdifuldt i et venskab. Når sproget bliver for hårdt, eller når den konstruktive kritik bliver for meget, så er det skønt at kunne få andre vinkler på sagen. Klokken er nu snart halv 12. Det var så omkring en halvtimes tanker, som endnu engang bliver lagt ud på det offentlige rum. Mit mål er bare at nå de mennesker, som kan lide det jeg skriver, og som måske også får sat tingene i et andet perspektiv.

Bagerst i bussen

En bus. En bus er et køretøj, et transportmiddel, et middel til at nå det sted hen man ønsker - bare man tager den rigtige bus, og at man har nogle penge i lommen. Busser er som regel opdelt i to, hvor man i midten kan stå op eller stille sin cykel, barnevogn, eller hvad ellers man har med i en bus. Her man tendens til at blive køresyg, siges det at være en god idé at sidde foran i bussen i forhold til bagerst.
Men hvad er der bagerst i bussen?

I min "mindekasse" fra min barndom husker jeg, at de "seje" børn sad bagerst i bussen, og den tanke holder stadig ved den dag i dag. Jeg tager med bussen hverdag til og fra skole. En dag var der ikke pladser forrest i bussen, så en buskammerat og jeg satte os om bagi. Det var et helt andet miljø. Der var nogle helt andre mennesker, som man så som "seje", men ikke som nogle, som man så op til, eller som man ville være, hvis man havde valget. Min ven og jeg snakkede om, at vi følte os udenfor. Vi følte os alene og underlige i forhold til de andre bagerst i bussen. Som fremmede. Som fra en anden plantet. Det er underligt, hvordan en bus kan få en til at føle sådan. Forrest i bussen føler jeg mig normal. Alle der sidder der er mere eller mindre fremmede for hinanden.Bagerst sidder de "seje" og snakker med hinanden. Der er ingen ro - i hvert fald ikke som forrest.
Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor er det sådan? Vi er to personer, der har den samme følelse, når vi sidder bagerst, men er vi de eneste? - For det tror jeg næppe!

Smerte og omsorg

Hvor godt kender vi dem, som vi er omgivet af? Hvor mange hemmelighed har man? Hvor mange har de? Hvor mange har jeg? Hvor meget smerte kan du tage? Hvor meget kan jeg? Smerte. Hvordan følelse det? Hvordan ved man, at det er smerte, man går igennem?
Man kan slå sig. Falde. Man kan slå sig fysisk. Bløde, få sår, og det kan svie. Det kan gøre så ondt, at man har brug for sin mor til at trøste en, og derfra vil kroppen hele. Men man kan også opleve smerte på andre måder. Er man meget følsom, kan det gøre så absurd ondt. Bliver der sagt noget, som man ikke kan tage. Noget som ødelægger en, kan man mærke smerten. Tit oplever jeg det som en dolk eller som en kniv, som enten går igennem min ryg eller mit bryst, hvor den rammer mit bankende hjerte, og  som derfra går direkte igennem mig. Jeg kan sommetider føle det så voldsom, at jeg tror, at jeg bløder. Smerten bliver ved med at stikke i hjerte, som kan føre til tårer. Det kan føre til saltede regndråber, der vandre ned af min varme kind. Min næse ville hurtig begynde at føle varmen, som en pludselig feber der rammer mig. Den vil rende, og den kendte lyd når man begynder at snøfte vil langsomt begynde. Hvad er der så at gøre? Flygte? Konfrontere problemet? Jeg tyder tit til det første forslag. At frygt og endnu mere smerte gemmer man sig. Gør sig selv så lille og usynlig så mulig.
Ja.. Jeg er muligvis en drama queen men følelsen for mig, den er så ægte, som den blå himmel er for dig, mig, dem. Den er tæt på at være ubeskrivelig. Alle håndterer smerte forskelligt, og jeg vil ikke sige, at der er nogen forkert måde at gøre det på. Hvis man er selvskader, er der så ikke en okay grund til det? Som hovedregel, så skal man ikke gøre noget, som kan skade andre, og det gør selvskader, men er det så ikke vigtigt at hjælpe dem, da det egentlig er det, som de gerne vil have? Det er ikke altid synligt, men vi er alle nød til at passe på hinanden, i hvert fald så godt vi kan.

Alene

Alene er et adjektiv. Det er noget, som man kan være. Slår man alene op fås dette: "uden tilstedeværelse eller involvering af andre eller andet", som dækker det meget godt. Lige pt. er emnet meget oppe og køre. Flere unge føler sig alene, hvor det især er piger, som sidder inde med disse følelser, og jeg forstår dem nu meget godt. En forælders største ønske er at se ens barn være social og få nye venner. Herudaf kan der dannes grupper, hvor man finder andre, der har samme holdninger og interesser. Disse grupper giver sikkerhed og tryghed. Derudover føler man også selv, at man passer ind et sted, hvor folk kan lide en. Kan lide en. Hvor man kan få anerkendelse og respekt. Er man ikke med i en gruppe - ja, så er man ude. Hvorfor er det ikke fedt at være ude? Altså man skal være stærk, hvis man skal overleve det. Der er ingen sikkerhed eller tryghed. Det ser underligt ud, hvis man er alene. Man kan hurtigt føle sig ubrugelig. 

I folkeskolen var jeg i en gruppe. Vi kaldte gruppen SER, som repræsenterede hvert af vores forbogstav. Vi var sammen mindst en gang i ugen, hvor vi lavede mad og pjattede. Som jeg sidder her nu, vil jeg ikke sige, at vi var så gamle. Men tiden indhentede os, og vores veje skiltes. Vi tre var virkelig tætte. Vi fortalte hinanden så mange ting, og vi kendte hinanden. Det hele var forbi, og jeg havde ikke længere en gruppe. Jeg mødte heldigvis nogle skønne piger, som gik i min parallelklasse. Jeg nåede ikke at få et vild tæt venskab med dem, men de var der, hvis man havde brug for dem. Og det er de stadig. Det tager langtid at danne bånd. Det tager tid at lære hinanden at kende. Jeg skulle på efterskole herefter, hvor jeg fandt de dejligt 4 piger. På efterskolen går man op og ned af hinanden, og kommer derfor til at lære hinanden hurtigt at kende. Jeg havde en gruppe, som jeg passede ind i. Efterskoleåret stoppede, hvor de ellers så stærke bånd blev svækket. I dag holder vi alle fast i de bånd for at holde på hinanden, men det er svært. Vi har alle fem fem forskellige liv. Det blev gymnasiets tid, og jeg sidder som 2.g'er. Jeg har ikke fået knyttet nogle stærke bånd som sådan. Måske fordi at vi alligevel giver slip på et tidspunkt? Måske fordi jeg ikke passer ind? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at min mor er bekymret for mig. 

Jeg sidder alene hver dag efter skole. Jeg sidder hver weekend med min kæreste. Jeg er ikke særlig social. Jeg ser nok alene ud udadtil, men jeg føler mig ikke sådan rigtig alene. De sociale forhold får jeg cirka dækket i skolen. Jeg ville meget gerne have en rigtig god veninde, som jeg kunne åbne mig for. En som jeg kunne være sammen med i hverdagene. En som havde tålmodighed til mig. Jeg elsker de venner, som jeg har. Det gør jeg virkelig, men.. det er stadig så svært. Jeg skal nok være ærlig og sige, at jeg nok heller ikke gør mit for at få en bedste veninde. Jeg synes bare, at det er så svært. 

 

På vej mod de 18

Hvad må man, når man bliver 18? Det siges, at man da er ved at blive sådan rigtig voksen, ikke ligesom konfirmationen hvor man kom i de voksnes rækker, man sådan rigtig voksen. Når vi snakker om konfirmation, har jeg ikke helt forstået, det med de voksnes rækker. Man er vel også i de voksnes rækker, når man ikke er blevet konfirmeret, for på et tidspunkt i ens liv bliver man jo voksen lige meget hvad. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på. Når man er 18 i Danmark må man købe alkohol - den stærke af slagsen. Man kan tage kørekort. Forældrene har ikke længere forsørgerpligt. Er du studerende kan du få SU, hvilket betyder, at du kan få penge fra staten.
Jeg er stadig 17, ung og energisk. Jeg går ikke ud fra, at et tal kan ændre på en, men når man bliver 18, får man bare en større frihed. Efter sommerferien er jeg blevet 18. Jeg føler mig ikke klar til at blive 18. Jeg føler mig stadig som en 15-årig. Men.. det kan jeg vel bare være indeni?

Kroppen

Kroppen er menneskets skal. Det er meningen, at kroppen skal beskytte sjæle. Hvad vil der ske, når skallen er ved at flække? Kan kroppen virkelig hele sig selv igen hver gang? Hvad sker der den dag, hvor den ikke kan? Hvorfor blive bedømt på ens skal, når det er sjælen, som virkelig betyder noget? 

Når man selv er et problem

Regnen slår ind på min vindue og regnes velkendte lyd spiller endnu gang.
Mit hoved er fyldt. Det er fyldt med frygt, sorg og lavt selvværd. Min krop er ked af det. Den er følsom og sårbar. Vandet i mine øjne kan jeg ikke længere kontrollere. Jeg føler mig ikke god nok, klog nok eller køn nok. Jeg føler et pres af forventningerne, som jeg bl.a. selv opstiller. Jeg har ingen klar vision, om hvad jeg skal være, og slet ikke om jeg kan blive det. Jeg føler, at jeg er ved at miste kontrollen, som om at jeg er ved at miste mig selv. Jeg har lyst til at droppe ud af gymnasiet, men samtidig vil jeg også gerne gennemføre det. Problemet er bare, at jeg ikke kommer ud med et supert gennemsnit. Det har altid være, sådan i min tankegang, at jeg er det tal, som jeg får i karakter. Får jeg 7, er jeg et 7-tal. Desuden sammenligner jeg mig med andre. Jeg vil så gerne være den bedste, men kan aldrig blive det og bliver derfor ked af det. Jeg vil gerne have et talent, men sådan et har jeg ikke. Jeg er bange for mig selv, jeg er bange for ikke at blive til noget. Drømme dem har jeg nok af, men gør dem til virkelig kommer nok ikke til at ske.

Studietur

Som 2.g på gymnasiet har jeg været på studietur med min klasse. Turen gik til Polen. Vi var i Kraków i en uge, hvor vi så en masse kulturelle ting, som salt mine, koncentrationslejer, og en skole der svarede til vores skole. Jeg blev positiv overraskede! Det var en super by, menneskerne var søde, og min klasse kom tættere sammen. Jeg tror, det er meget sundt at gøre disse ting med ens klasse. Sådan ture kan skabe helt særlige bånd mellem alle, og man kan lære nye personer at kende. Desuden tror jeg også, at man kommer til at sætte mere pris på ens eget liv og værdier.

Rygning blandt børn

For min generation er det således, at rygning er ulækkert, usundt, og noget som man ikke skal rører ved. Man har ikke rigtig lyst til at være i samme rum, med en der tager en cigaret frem og begynder at sluge tjære ned i lungerne. Dette er en grov generalisering, men hvor jeg befinder mig i Danmark, er det sådan godt og vel. Nu kommer så det, som jeg ikke kan få til at give mening.
Børn i alderen 13-16 år ryger i mit område. Hvor bliver den norm, som min generation har, af? Hvorfor begynder unge mennesker på den slags? Det er jo ikke sejt på nogen måde, og at de her børn ikke kan se det, gør det underligt i mine øjne.
Jeg tænkte ved mig selv: "Hvorfor lader forældre deres børn ryge?"
Det er sagtens noget, jeg kan sige, men burde forældrenes arbejde ikke være at fortælle deres børn om faren og den sundhedsskadelige faktor i denne ting. Er forældre ikke klar over, hvad rygning også kan føre til, hvis disse børn skal føle sig "sejere"?
Min mor sagde dog noget klog til dette spørgsmål, hun sagde følgende: "Forældre kan ikke holde øje med, hvad deres børn laver hele tiden. De kan fortælle dem, de risikoer der er, men det er ikke noget, som nødvendigvis stopper dem."
Jeg spurgte så herefter: "Så børn kunne bare drikke sig fulde i hverdagen? Hvordan ville det overhovedet være godt?! Forældre skal da se efter deres børn."
Min mor var endnu engang klog og sagde: "Rygning er lettere at skjule, end hvis man kommer fuld hjem."
True..
Hvad skal der så til, for at børn i dag ikke begynder at ryge?
- Det er ikke noget, som man kan fikse "bare sådan". Jeg tror, at det gælder om, at bygge en norm op, der siger, at det ikke er okay at ryge, at det er sundhedsskadeligt og på ingen måde sejt. Jeg tror, ligesom mobning, at man skal gå sammen om at sige, hvad man synes er okay, og hvad man ikke synes er ikke.
For mig og andre af mine bekendte, så synes vi ikke det er fedt, at sidde i fx en bus hvor der kommer en person forbi, der lugter af røg. Det er klamt.

Hvad er der dog sket med ungdommen? Er det her virkelig noget, som skal fortsætte?
Jeg siger NEJ TAK til mobning, og jeg siger i hvert fald også NEJ TAK til rygning i blandt børn. De er ikke voksne mennesker. De er børn.

Livet som 17

Jeg er ikke ekspert, når det gælder kærlighed. Jeg har kun min viden fra mine egne oplevelser.
Som regel siger jeg, at man ikke må ændre på sig selv, fordi en anden person ønsker det. Ens partner skal elske en, som man er, ellers elsker man ikke hinanden.
Min partner for mig til at fæle så mange forskellige ting. Jeg kan blive skuffet, jeg kan blive ked af det, jeg kan blive glad og enormt lykkelig, og nogle gange føler jeg mig ikke god nok til ham.
Han er vidunderlig og dejlig, og jeg elsker ham virkelig højt, men jeg ved, at jeg tit skuffer ham eller gør ham ked af det - hvilket jeg slet ikke har lyst til.
Jeg er en meget følsom pige, og jeg tænker enormt meget over tingene, og jeg tvivler på mig selv.

Jeg er kun 17, men bekymre mig om så mange ting. Jeg er fuld af hormoner og frustrationer. Jeg prøver at leve i nuet, men prøver at finde min fremtid. Jeg føler mig somme tider stresset og forvirret og ikke god nok. Det er noget, vi alle går rundt og tæsker med. Vi vil alle have et dejligt liv, men sommetider går det ikke alligevel, som man havde tænkt sig det.

Vi skal være glad for at være i livet. Vi skal være glad for, at livet er hårdt, for ellers ville vi ikke vide, hvad der let og vidunderligt.