Nogle gange kan man miste sig selv. Det lyder underligt, da du altid vil være dig, men sommetider kan en "jeg" forlade kroppen, hvor kroppen står tilbage som en skal eller en maskine, der noget per automatik. Det er en følelse, der er underligt at befinde sig i, da man mister sig selv for et split sekund. Og hvem er man i det sekund?
Jeg oplever denne følelse, og har godt det snart i et måned. Jeg ved ikke, hvem jeg er længere. Jeg ved ikke, hvad der gør, at jeg kommer i den tilstand, men jeg mister mig selv. Jeg føler mig som en tom maskine, der ingen sjæl eller hjerte her. Jeg føler intet på det tidspunkt, det sker, hvor jeg efter følelsen/tilstanden, har været rigtig klar over, hvad jeg har lavet - jeg har bare lavet det, fordi jeg skulle, uden at lægge mig selv og mine følelser i tingen.
Pt. er jeg heller ikke glad.. Lykkelig.. Det burde ikke være noget, som jeg følte, var nødvendig at skjule. Vi er mennesker, og vi er skrøbelige. Problemet er bare, at vi mennesker har et behov for at vise, at vi er stærke, at vi har et hvis mod og generelt styr på tingene - også når det ikke er tilfældet.
Det er okay at have en dårlig dag. Det er okay at græde, hvis det er det, der skal til. Det er okay at vise andre, at du føler noget, for de mennesker du er omgivet af, er der kun for dig, for at støtte og hjælpe dig. Det er helt okay at spørge efter hjælp, for det bliver hårdt i længden at lyve overfor sig selv - men også andre omkring dig. Det er hårdt at holde facader oppe, og det er hårdt at skubbe folk væk.
Mærk på dig selv, hvornår det er nok og stop der. Lad vær med at pres dig selv ud, hvor du mister dig selv, hvor du ikke længere ved, hvordan du skal fortsætte. Det er okay at være stærkt, men at være stærk med andre er bedre.
