Jeg har dumpet to køreprøver, og jeg har ikke lyst til at gå gennem den følelsesmæssige rutsjebane igen, men det skal gøres. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal fylde så meget, som det gør. Andre er da fuldstændig ligeglade med, hvor mange gange det tager mig at bestå. Jeg er for hård ved mig selv, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg er så kritisk. Jeg tror ikke, at der er nogle, der bekymre sig for mig eller elsker mig. Jeg forventer så fandens meget af mig selv, og jeg tror, at andre har mindst ligeså høje forventninger til mig som mig selv. Jeg er nød til at lære at tage få ting med fra mine negative oplevelser, kun de konstruktive, og så prøve engang til, så jeg ikke har så meget bagage. Jeg har to lærere, der siger, at jeg har nogle tegn på en form for stress. Jeg er nød til at sige til mig selv, at jeg skal passe på mig selv bedre.
Jeg er nød til at spørge mig selv om: "Hvad er det værste, der kan ske?" Det er de færreste ting, som jeg sådan rigtigt går nok på - og i værste fald dør af.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke bare kan have et "køresystem" som i Australien. Der får man kørekortet af sin kørelærer, når personen synes du kan gøre. Du skal ikke presses ud i en prøve med en fremmed person, som dømmer dig. Desuden er det uretfærdig, at det skal være så dyrt, når "dumpepengene" går til staten. Er det ikke nok at betale skat? Det er virkelig unfair! Man kan dumpe på tossede ting, selvom man er en glimrende billist. Jeg er overbevist om, at de sagkyndige bare venter på, at pengene ruller ind. Det er jo dem, der bestemmer, hvor mange penge der tjenes ind. Det er så tilfældig, at det næsten kunne være løgn. De smider dumpe sedler til højre og til venstre, som om de kræver skattekroner ind. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke forstår, at man som almindelig menneske kan være meget nervøs.
