Kærlighed findes kun fordi, at en regnorms største ønske er at få regnorm unger. Vi som mennesker vil formerer os for en hver pris. Alle mennesker vil gerne have opmærksomheden fra det modsatte køn, vel at mærke hvis man er heteroseksuel. Piger tager stiletter og korte kjoler på - for at fremhæve deres former og for at få ultra tynde ben. Vi piger ved, at det er det, drengene gerne vil have, og det er det, vi til fester giver dem. Drenge derimod vil gerne være i form og sætte deres hår sejt, for at tiltrække os piger. Vi går alle efter kropsidealerne, fordi vi ved, at det er det, det modsatte køn kigger efter.
Når man så er så heldig, ligesom mig, at man har fundet en person, som man gerne vil have opmærksomheden af, begynder man at snakke mere med personen, da man ved, at det er sådan, vi kan få andre til at kunne lide os.
Når det så også er gjort, og man ved, at personen har den samme følelse som en selv, så starter man noget sammen. Nogle kalder det en flirt - andre en romance. Dette vil så kunne blive til mere, hvis begge parter er med på ideen.
Så kan man blive kærester. Igen er jeg der så heldig, at have fundet en fyr, som kan holde mig ud (i hvert fald det meste af tiden).
Men..
Hvordan ved jeg, at han er den rette?
Han gør mig glad, lykkelig, rolig og tryg. Han er sød imod mig og behandler mig som en prinsesse. Jeg savner ham hver dag. Han er den person, der kan gøre mig til det lykkeligste menneske, men samtidig er han også den person, som kan såre mig så voldsomt, at det er som en kniv gennemboret gennem mit hjerte. Vi deler vores følelser med hinanden. Er den ene ked af det, er den anden det også. Er den ene glad, er den anden det også. Vi er begge utrolig trygge i nærheden af hinanden, vi skammer os ikke over noget sammen. Vi tænker ikke så meget over tingene, når vi er sammen. Vi passer på hinanden. Vi kan diskuterer og misfortolke hinanden, vi kan blive jaloux - men det betyder bare, at vi er bange for at miste hinanden, hvilket er helt normalt, når man er forelsket.
Er han den rette?
Som en 17-årig, forelsket pige vil jeg sige ja.
Som en 45-årig, skilt mor ville jeg have sagt nej.
Hvis vi går fra hinanden, ville vi ikke være de rette for hinanden, men som det ser ud nu, så er vi sammen og regner med at være det i lang tid. Han er min, og jeg er hans. Jeg kan ikke se mig med nogen anden.
