Mødom

Min blog er meget personlig. Ikke så personlig som min dagbog, som mine tanker, men personlig i det omfang, at jeg skriver, hvad jeg mener, hvad jeg tænker, når jeg tænker det.
Jeg vil gerne taget et meget personligt emne op. Mødom.
Jeg havde hørt, at det var så nemt. At det ikke gjorde ondt. Jeg havde læst en masse først - jeg mener, hvem gør ikke det? Det er ligesom, at man øver sig i at kysse, inden man skal kysse. Men kysser måske sin hånd, spejlet eller en ske. Min gamle biologi lærer i folkeskolen, sagde en masse kloge ting. For eksempel at man skulle være sikker på, at det var den rigtige, som man var sammen med. At begge parter skulle være klar, også selvom den ene havde prøvet det. Det er vigtigt, at man stoler på hinanden, for at elske er noget helt unikt og specielt. Man deler hinandens kroppe, nogle siger, at man smelter til ét. Det lyder meget romantik ikke? Selvfølgelig sagde hun også noget andet. KONDOM, KONDOM, KONDOM. Jeg glemmer altid hendes ord.
Jeg var cirka 17, og i dag er jeg omkring 18, og det var ikke som i romantiske film! Lad dig ikke narre, det kan også være omvendt. Det er derfor, at det er så vigtigt, at man er sammen med en, som man stoler på, som man holder af, som elsker en og som passer på en. Man skal ikke føle sig presset til at gøre det. Det skal være af lyst. Gør det ikke for at være sej. Gør det ikke, hvis du føler dig utryg. Når tidspunktet kommer sker det.
Jeg fortryder det ikke. Jeg kommer aldrig til at fortryde det.
Jeg vidste, at han var den rigtige. Han passede på mig. Han passer på mig. Jeg var forbløffede over mig selv den dag. En dag jeg aldrig glemmer.

En håndfuld mere

Jeg har en fornemmelse af, at mit læsertal er forhøjet i dag, men udover at jeg har skrevet 101 indlæg, sker der ikke noget særlig. Min blog blev lige pludselig meget kendt i klassen i en tysktime - selvom jeg har spansk. Jeg er godt klar over, at min læsergruppe er utrolig smal, men hvem ved, måske er der en, som godt kan bruge min blog til noget?
Jeg har fået en del spørgsmål. Bland andet: "Er det virkelig sådan du tænker i virkelig, eller er det sådan noget, du opdigter? Har du det sådan, som du skriver?"
Lige nu er klokken ti minutter over 11 og ja, jeg er i gang med at skrive mine tænker ned omkring dagen i dag. Der kan være en masse grammatiske fejl og små "ups'er", men det kommer fra hjerte eller retter stemmen i mit hoved, der siger nøjagtig det, som jeg skal skrive. Jeg vil bare gerne være ærlig. Ikke kun for de få læsere, som jeg har men også overfor mig selv. Jeg skriver mine indlæg på tidspunkter, hvor jeg føler noget bestemt, hvor jeg bare skriver det ned. Jeg har ikke lyst til at tænke det igennem, for hvad er den virkelige følelse i det?
Jeg er følsom, og jeg hører på andres holdninger til min blog, men jeg stopper ikke med at blogge, bare fordi der er en person eller flere personer, der mener, at det er for opmærksomhedens skyld. Jeg gør det, fordi jeg elsker at skrive, og gennem tasterne kan jeg udtrykke mig på en helt anden og nærmest magisk måde. Jeg prøver virkelig at leve op til forventningerne, men hvis man ikke kan lide min blog - så lad vær med at læs den. Hvis man gerne vil læse en blog, så kan jeg fortælle en lille hjemmelighed - nemlig at der er millioner at blog, og der er sikkert en, som man vil kunne lide.

Jeg er glad for, at der er nogle venner, som passer på mig. Det er virkelig noget, som jeg synes, er noget utrolig værdifuldt i et venskab. Når sproget bliver for hårdt, eller når den konstruktive kritik bliver for meget, så er det skønt at kunne få andre vinkler på sagen. Klokken er nu snart halv 12. Det var så omkring en halvtimes tanker, som endnu engang bliver lagt ud på det offentlige rum. Mit mål er bare at nå de mennesker, som kan lide det jeg skriver, og som måske også får sat tingene i et andet perspektiv.

Bagerst i bussen

En bus. En bus er et køretøj, et transportmiddel, et middel til at nå det sted hen man ønsker - bare man tager den rigtige bus, og at man har nogle penge i lommen. Busser er som regel opdelt i to, hvor man i midten kan stå op eller stille sin cykel, barnevogn, eller hvad ellers man har med i en bus. Her man tendens til at blive køresyg, siges det at være en god idé at sidde foran i bussen i forhold til bagerst.
Men hvad er der bagerst i bussen?

I min "mindekasse" fra min barndom husker jeg, at de "seje" børn sad bagerst i bussen, og den tanke holder stadig ved den dag i dag. Jeg tager med bussen hverdag til og fra skole. En dag var der ikke pladser forrest i bussen, så en buskammerat og jeg satte os om bagi. Det var et helt andet miljø. Der var nogle helt andre mennesker, som man så som "seje", men ikke som nogle, som man så op til, eller som man ville være, hvis man havde valget. Min ven og jeg snakkede om, at vi følte os udenfor. Vi følte os alene og underlige i forhold til de andre bagerst i bussen. Som fremmede. Som fra en anden plantet. Det er underligt, hvordan en bus kan få en til at føle sådan. Forrest i bussen føler jeg mig normal. Alle der sidder der er mere eller mindre fremmede for hinanden.Bagerst sidder de "seje" og snakker med hinanden. Der er ingen ro - i hvert fald ikke som forrest.
Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor er det sådan? Vi er to personer, der har den samme følelse, når vi sidder bagerst, men er vi de eneste? - For det tror jeg næppe!