Alene

Alene er et adjektiv. Det er noget, som man kan være. Slår man alene op fås dette: "uden tilstedeværelse eller involvering af andre eller andet", som dækker det meget godt. Lige pt. er emnet meget oppe og køre. Flere unge føler sig alene, hvor det især er piger, som sidder inde med disse følelser, og jeg forstår dem nu meget godt. En forælders største ønske er at se ens barn være social og få nye venner. Herudaf kan der dannes grupper, hvor man finder andre, der har samme holdninger og interesser. Disse grupper giver sikkerhed og tryghed. Derudover føler man også selv, at man passer ind et sted, hvor folk kan lide en. Kan lide en. Hvor man kan få anerkendelse og respekt. Er man ikke med i en gruppe - ja, så er man ude. Hvorfor er det ikke fedt at være ude? Altså man skal være stærk, hvis man skal overleve det. Der er ingen sikkerhed eller tryghed. Det ser underligt ud, hvis man er alene. Man kan hurtigt føle sig ubrugelig. 

I folkeskolen var jeg i en gruppe. Vi kaldte gruppen SER, som repræsenterede hvert af vores forbogstav. Vi var sammen mindst en gang i ugen, hvor vi lavede mad og pjattede. Som jeg sidder her nu, vil jeg ikke sige, at vi var så gamle. Men tiden indhentede os, og vores veje skiltes. Vi tre var virkelig tætte. Vi fortalte hinanden så mange ting, og vi kendte hinanden. Det hele var forbi, og jeg havde ikke længere en gruppe. Jeg mødte heldigvis nogle skønne piger, som gik i min parallelklasse. Jeg nåede ikke at få et vild tæt venskab med dem, men de var der, hvis man havde brug for dem. Og det er de stadig. Det tager langtid at danne bånd. Det tager tid at lære hinanden at kende. Jeg skulle på efterskole herefter, hvor jeg fandt de dejligt 4 piger. På efterskolen går man op og ned af hinanden, og kommer derfor til at lære hinanden hurtigt at kende. Jeg havde en gruppe, som jeg passede ind i. Efterskoleåret stoppede, hvor de ellers så stærke bånd blev svækket. I dag holder vi alle fast i de bånd for at holde på hinanden, men det er svært. Vi har alle fem fem forskellige liv. Det blev gymnasiets tid, og jeg sidder som 2.g'er. Jeg har ikke fået knyttet nogle stærke bånd som sådan. Måske fordi at vi alligevel giver slip på et tidspunkt? Måske fordi jeg ikke passer ind? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at min mor er bekymret for mig. 

Jeg sidder alene hver dag efter skole. Jeg sidder hver weekend med min kæreste. Jeg er ikke særlig social. Jeg ser nok alene ud udadtil, men jeg føler mig ikke sådan rigtig alene. De sociale forhold får jeg cirka dækket i skolen. Jeg ville meget gerne have en rigtig god veninde, som jeg kunne åbne mig for. En som jeg kunne være sammen med i hverdagene. En som havde tålmodighed til mig. Jeg elsker de venner, som jeg har. Det gør jeg virkelig, men.. det er stadig så svært. Jeg skal nok være ærlig og sige, at jeg nok heller ikke gør mit for at få en bedste veninde. Jeg synes bare, at det er så svært.