Hemmeligheder og veninder

Jeg snakkede forleden med en meget tæt veninde. Vi kalder hende Elisa. Jeg fortalte hende, hvordan det stod til, og jeg kom til at sige noget, som skabte en smule bekymring. Jeg troede faktisk, at jeg havde sagt det til hende, men det fandt jeg hurtig ud af, at jeg ikke havde. Hun blev chokeret og overrasket. Men hun tog det sådan okay pænt og fortalte, at jeg bare skulle ringe, hvis det skete igen. Jeg følte mig ret lettet over det hele. Hun tog det pænt, og hun viste forståelse overfor min hemmelighed. Hun viste, hvor god en ven, veninde og bedste veninde kunne være. Hun viste mig, at jeg kunne fortælle hende alt. Endnu engang. Hun er langt væk, men på grund af alt teknologi, er hun kun et enkelt opkald væk. Jeg deler lige for tiden tit mine problemer med hende, fordi på et tidspunkt var det omvendt.

En veninde skal lytte, vise støtte og forståelse, hun skal kunne opmuntre og berolige. Hun skal kunne hjælpe en på vej, og få en til at se på den lyse side. Hun skal kunne give noget af sin tid til en. Sådan er Elisa. Hun er vidunderlig og super sød. Hun er venlig og forstående og vil gerne hjælpe, hvis jeg har brug for det. Ting kan rable sammen omkring en, og så er det der, hvor det er godt, at have nogle super dejlige veninder, der er klar til at samle en på. Vi er ikke sammen så tit, men alligevel har vi en forbindelse til hinanden, som jeg håber, der aldrig brydes. Jeg elsker dem så utrolig højt mine veninder, og jeg kunne aldrig drømme om at skifte dem ud. Ligegyldig hvor meget ragelse jeg laver, så er de klar til at lytte og klar til at trøste, opmuntre, forstå og give råd. De er klar til at høre en hemmelighed og klar til at holde den tæt ind til hjertet.

Det er det, jeg kalder gengældt kærlighed. Jeg håber, at andre kan have lov til at være så heldige som jeg.