Et raserianfald ude i det blå

Følelsen af at man endelig har fundet kilden til lykke, den er fantastisk. Mange ting giver mening, og de de ting, der ikke gør.. Ja de betyder slet ikke noget mere. Følelsen af at man nu snakker med flere, end man gjorde før i tiden, er også med til at fuldende en. Jeg kender følelsen. Jeg har den følelse.
Jeg er rolig og glad, jeg føler mig tryg og helt afslappet. Jeg tænker knap så meget på de negative ting, men sommetider dukker de selvfølgelig op.

En dag rammer det en. Ordet. Kærestekedelig.
Der er ingen definition på ordet, men alligevel er det noget, vi går rundt og siger til dagligt. Det er noget, vi alle har kendskab til. Jeg har kun haft en kæreste i hele mit liv - indtil videre. Jeg er blevet kaldt for kærestekedeligt, dog for sjov/på en sød måde, af mine veninder. Jeg var meget sammen med min ekskæreste på det tidspunkt, og mine veninder følte, at jeg ikke var så meget sammen med dem. (Desuden var en af dem, heller ikke så vild med ham)
Desværre har ordet ramt mig igen. Jeg føler mig som en skydeskive - og bare fordi jeg elsker at være sammen med en person. Jeg føler ikke helt, at det er fair. Burde det vigtigste ikke være, at man er glad for hinanden? Jeg ved, at venskaber bliver sat lidt til side, men det er jo ikke fordi, jeg aldrig snakker med mine venner og veninder.
Personen jeg snakker om og jeg havde aftalt at være sammen en weekend - problemet var bare, at der var fest samme dag, som vi skulle være sammen. Det er her, hvor det virkelig bliver et dilemma. Jeg er typen, der næsten aldrig går til fester, da det slet ikke er noget, der vækker interesse inde i mig. Ham, på den anden side, er typen der sommetider tager til fest. Der var et par stykker, der gerne ville have ham med - men han afslog.
Jeg får en følelse af, at de her "par stykker" giver mig skylden for, at han ikke tager med. At jeg har forandret ham, at jeg hele tiden snakker med ham, og at de ikke for lov. Jeg får det dårligt med det hele. Jeg bliver sur og skuffet men også utrolig ked af det.