Dette er faktisk også den overskrift, som jeg brugte i min dagbog i går. Nogle fra klassen og jeg var ude ved Kristian i går. Han bor stort og flot. Han har en dejlig familie, og jeg kunne virkelig mærke i går, hvor godt de har det sammen. Jeg kom til at tænke på min egen familie hen ad vejen, om hvordan de er skilt, og jeg blev overraskende ked af det. Det hele påvirkede mig på en besynderlig måde. Jeg havde bare ønsket om, at det var mig, eller at jeg bare kunne tage derud, når jeg havde lyst. Jeg ved ikke helt, hvad der gik af mig i går. Det var meget hyggeligt, det var ikke det. Jeg blev bare så ked af det helt ind til hjertet, og jeg fik virkelig ondt indeni. Det har overhovedet ikke noget med Kristian eller hans familie at gøre, men jeg ved ik.. Der skete bare noget med mig.
Jeg ved, at vi mennesker har forskellige evner, og at vi har forskellige slags familier. Problemet er bare, at jeg tit stræber efter det, de andre har. Det er ikke godt for en, da man skal lære at acceptere sit liv, som det er. Man skal gøre det i livet, som gør en glad. Man skal ikke tænkte på det, som andre tænker på. Man skal ikke være en person, som man ikke er, man skal være sig selv.
Men ud over det, så har jeg lært en person mere at kende, og jeg er så heldig at være endnu en bedste veninde.
Jeg kender godt det med, at ville have hvad andre har. Min far døde for 6 år siden, da jeg var 12 år, og jeg savner ham rigtigt ofte. Når nogle så bliver uvenner med deres fædre og siger, at de ønsker han ikke var der, tænker jeg altid "jeg vil sq gerne have ham".
SvarSlettrendniq.blogspot.dk