En veninde der tager telefonen

Jeg ringede grædende til min veninde i går. Jeg havde virkelig brug for at snakke med en, som gad at lytte til mig, og som måske forstod mig lidt mere. Hun er min bedste veninde, og jeg er heldig at have hende som veninde. Jeg har altid givet råd i kærligheden til hende, jeg har altid kommet op med noget poetisk, men i går var det mig, der havde brug for råd. Hun blev så ked af det og bekymret - men det hjalp jo heller ikke, at jeg græd samtidig. Hun kunne ikke rigtig give nogle råd, men hun kom med en masse teorier om, hvad der nu skulle ske. Hun fortalte mig, at det nok skulle gå - hun beroligede mig.
Jeg gik meget tidligt i seng i går, og jeg vågende op klokken fem til 12 beskeder, 10 fra en person som selv havde brug for råd og hjælp. Jeg har ikke smilet siden i går, og hver gang jeg står foran spejlet og prøver at presse et smil ud, kommer jeg kun til at græde. Jeg har ikke snakket med mine forældre, de tror, at jeg er sur - hvilket jeg jo ikke er, jeg er måske bare lidt ked af det. Jeg ved ikke, om de ting som jeg tænker på, er løst eller ej, men det ændre ikke på, at jeg har et stort sort hul i maven. Jeg kan ikke spise, og jeg har bare lyst til at kaste op - ikke som i kvalme, men som i med vilje.

Jeg skal til fødselsdag i dag hos min kusine, jeg ved ikke helt, hvordan jeg overlever i dag. Jeg kan bare ikke trække vejret ordentligt. Jeg ved udmærket godt, at jeg selv har skabt mine problemer, og at jeg på et tidspunkt, skal se dem i øjnene, men jeg kan bare ikke endnu. Jeg vil ikke endnu.