Udfordinger

Jeg har længe tænk på at tage en udfordring op. 

 Hvor dette blev den udfordring jeg ville tage op. I morgen begynder jeg, med den lette version af push up challenge

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/12649275/?claim=9dsxwvwrxkw">Follow my blog with Bloglovin</a>

Someone like you - Adele

Fest, farver og tømmermænd

Jeg kommer nok til at lyde lidt gammel i dette indlæg.

Jeg er en pige på 17 år. Jeg går i 2.g og har været til én gymnasiefest i alt. Jeg fester ikke så tit og har aldrig været i byen ligesom alle de andre på min alder. Jeg elsker at være herhjemme, hvor jeg kan slappe af, og hører det musik jeg kan lide. Jeg behøver heller ikke klæde mig fint på eller drikke  alkohol. Til fester drikker de fleste unge mennesker - med unge mennesker regner jeg med 15 +, hvilket er noget helt normalt i denne verden. Jeg er en af de personer, der kaldes for "svagdrikker", hvilket vil sige, at jeg ikke kan drikke så meget, inden jeg bliver tåget. Jeg har aldrig rigtig gået til fester, da jeg foretrækker så mange andre ting. Jeg har aldrig prøvet at kaste op eller komme til udpumpning. Det eneste symptom på tømmermænd har været kvalme og hovedpine. Jeg elsker at danse, og jeg elsker musikken, det er tit det, som jeg ser mest frem til. Jeg kan også lide at møde nye mennesker, og bare have det sjovt med mine venner/veninder. Men det var nu ikke det, som jeg ville have fokus på.

Unge, som i unge unge, er i dag meget anderledes end jeg var i den tid. De har så travlt med at blive voksne. De drikker, når de er 13-14 år. De ryger og nogle af dem heller ikke cigaretter men fx hash. Det med at ryge og drikke i en så ung alder, kan jeg tit blive chokeret over. Hvorfor starte i en sådan ung alder? De ved jo godt, det er usundt.
Jeg var til en fest med min gamle folkeskole i denne weekend, og jeg blev så overrasket over, at der var så mange at mine venner, der røg. Jeg blev rent ud sagt ked af det. Jeg var da heller ikke bleg for at sige til dem, at jeg ikke brød mig om, at de røg. Men hvad betyder min meningen? Ja rigtigt - ingenting.

Jeg håber det bedste for vores kommende generationer, men jeg kan heller ikke lade vær med at blive bekymret. Der er også så mange unge mennesker, der er respektløse overfor de ældre generationer.
Jeg håber på det bedste for vore samfund. Jeg håber på den bedste udvikling.

Hvordan ved du, at han er den rette? ♥

Kærlighed er noget skørt, som vi mennesker altid har været en del af.
Kærlighed findes kun fordi, at en regnorms største ønske er at få regnorm unger. Vi som mennesker vil formerer os for en hver pris. Alle mennesker vil gerne have opmærksomheden fra det modsatte køn, vel at mærke hvis man er heteroseksuel. Piger tager stiletter og korte kjoler på - for at fremhæve deres former og for at få ultra tynde ben. Vi piger ved, at det er det, drengene gerne vil have, og det er det, vi til fester giver dem. Drenge derimod vil gerne være i form og sætte deres hår sejt, for at tiltrække os piger. Vi går alle efter kropsidealerne, fordi vi ved, at det er det, det modsatte køn kigger efter.

Når man så er så heldig, ligesom mig, at man har fundet en person, som man gerne vil have opmærksomheden af, begynder man at snakke mere med personen, da man ved, at det er sådan, vi kan få andre til at kunne lide os.

Når det så også er gjort, og man ved, at personen har den samme følelse som en selv, så starter man noget sammen. Nogle kalder det en flirt - andre en romance. Dette vil så kunne blive til mere, hvis begge parter er med på ideen.

Så kan man blive kærester. Igen er jeg der så heldig, at have fundet en fyr, som kan holde mig ud (i hvert fald det meste af tiden).
Men..

Hvordan ved jeg, at han er den rette?
Han gør mig glad, lykkelig, rolig og tryg. Han er sød imod mig og behandler mig som en prinsesse. Jeg savner ham hver dag. Han er den person, der kan gøre mig til det lykkeligste menneske, men samtidig er han også den person, som kan såre mig så voldsomt, at det er som en kniv gennemboret gennem mit hjerte. Vi deler vores følelser med hinanden. Er den ene ked af det, er den anden det også. Er den ene glad, er den anden det også. Vi er begge utrolig trygge i nærheden af hinanden, vi skammer os ikke over noget sammen. Vi tænker ikke så meget over tingene, når vi er sammen. Vi passer på hinanden. Vi kan diskuterer og misfortolke hinanden, vi kan blive jaloux - men det betyder bare, at vi er bange for at miste hinanden, hvilket er helt normalt, når man er forelsket.

Er han den rette?
Som en 17-årig, forelsket pige vil jeg sige ja.
Som en 45-årig, skilt mor ville jeg have sagt nej.

Hvis vi går fra hinanden, ville vi ikke være de rette for hinanden, men som det ser ud nu, så er vi sammen og regner med at være det i lang tid. Han er min, og jeg er hans. Jeg kan ikke se mig med nogen anden.

Et raserianfald ude i det blå

Følelsen af at man endelig har fundet kilden til lykke, den er fantastisk. Mange ting giver mening, og de de ting, der ikke gør.. Ja de betyder slet ikke noget mere. Følelsen af at man nu snakker med flere, end man gjorde før i tiden, er også med til at fuldende en. Jeg kender følelsen. Jeg har den følelse.
Jeg er rolig og glad, jeg føler mig tryg og helt afslappet. Jeg tænker knap så meget på de negative ting, men sommetider dukker de selvfølgelig op.

En dag rammer det en. Ordet. Kærestekedelig.
Der er ingen definition på ordet, men alligevel er det noget, vi går rundt og siger til dagligt. Det er noget, vi alle har kendskab til. Jeg har kun haft en kæreste i hele mit liv - indtil videre. Jeg er blevet kaldt for kærestekedeligt, dog for sjov/på en sød måde, af mine veninder. Jeg var meget sammen med min ekskæreste på det tidspunkt, og mine veninder følte, at jeg ikke var så meget sammen med dem. (Desuden var en af dem, heller ikke så vild med ham)
Desværre har ordet ramt mig igen. Jeg føler mig som en skydeskive - og bare fordi jeg elsker at være sammen med en person. Jeg føler ikke helt, at det er fair. Burde det vigtigste ikke være, at man er glad for hinanden? Jeg ved, at venskaber bliver sat lidt til side, men det er jo ikke fordi, jeg aldrig snakker med mine venner og veninder.
Personen jeg snakker om og jeg havde aftalt at være sammen en weekend - problemet var bare, at der var fest samme dag, som vi skulle være sammen. Det er her, hvor det virkelig bliver et dilemma. Jeg er typen, der næsten aldrig går til fester, da det slet ikke er noget, der vækker interesse inde i mig. Ham, på den anden side, er typen der sommetider tager til fest. Der var et par stykker, der gerne ville have ham med - men han afslog.
Jeg får en følelse af, at de her "par stykker" giver mig skylden for, at han ikke tager med. At jeg har forandret ham, at jeg hele tiden snakker med ham, og at de ikke for lov. Jeg får det dårligt med det hele. Jeg bliver sur og skuffet men også utrolig ked af det.

Update for bloggen

Hvis du har læst med længe på min blog, har du måske en fornemmelse om, hvem jeg er for en type. Du ved sikkert også, at jeg havde en drømmefyr for et år siden. Jeg vil gerne lave en update omkring det. Han er ikke længere en del af mit drømmerige, for lige nu holder jeg af virkeligheden.
Jeg skrev også til min ekskæreste i går, da det var et år og en dag siden, at han slog op. Vi fik skrevet lidt og hørte om hinandens liv.