På vej mod de 18

Hvad må man, når man bliver 18? Det siges, at man da er ved at blive sådan rigtig voksen, ikke ligesom konfirmationen hvor man kom i de voksnes rækker, man sådan rigtig voksen. Når vi snakker om konfirmation, har jeg ikke helt forstået, det med de voksnes rækker. Man er vel også i de voksnes rækker, når man ikke er blevet konfirmeret, for på et tidspunkt i ens liv bliver man jo voksen lige meget hvad. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på. Når man er 18 i Danmark må man købe alkohol - den stærke af slagsen. Man kan tage kørekort. Forældrene har ikke længere forsørgerpligt. Er du studerende kan du få SU, hvilket betyder, at du kan få penge fra staten.
Jeg er stadig 17, ung og energisk. Jeg går ikke ud fra, at et tal kan ændre på en, men når man bliver 18, får man bare en større frihed. Efter sommerferien er jeg blevet 18. Jeg føler mig ikke klar til at blive 18. Jeg føler mig stadig som en 15-årig. Men.. det kan jeg vel bare være indeni?

Kroppen

Kroppen er menneskets skal. Det er meningen, at kroppen skal beskytte sjæle. Hvad vil der ske, når skallen er ved at flække? Kan kroppen virkelig hele sig selv igen hver gang? Hvad sker der den dag, hvor den ikke kan? Hvorfor blive bedømt på ens skal, når det er sjælen, som virkelig betyder noget? 

Når man selv er et problem

Regnen slår ind på min vindue og regnes velkendte lyd spiller endnu gang.
Mit hoved er fyldt. Det er fyldt med frygt, sorg og lavt selvværd. Min krop er ked af det. Den er følsom og sårbar. Vandet i mine øjne kan jeg ikke længere kontrollere. Jeg føler mig ikke god nok, klog nok eller køn nok. Jeg føler et pres af forventningerne, som jeg bl.a. selv opstiller. Jeg har ingen klar vision, om hvad jeg skal være, og slet ikke om jeg kan blive det. Jeg føler, at jeg er ved at miste kontrollen, som om at jeg er ved at miste mig selv. Jeg har lyst til at droppe ud af gymnasiet, men samtidig vil jeg også gerne gennemføre det. Problemet er bare, at jeg ikke kommer ud med et supert gennemsnit. Det har altid være, sådan i min tankegang, at jeg er det tal, som jeg får i karakter. Får jeg 7, er jeg et 7-tal. Desuden sammenligner jeg mig med andre. Jeg vil så gerne være den bedste, men kan aldrig blive det og bliver derfor ked af det. Jeg vil gerne have et talent, men sådan et har jeg ikke. Jeg er bange for mig selv, jeg er bange for ikke at blive til noget. Drømme dem har jeg nok af, men gør dem til virkelig kommer nok ikke til at ske.

Studietur

Som 2.g på gymnasiet har jeg været på studietur med min klasse. Turen gik til Polen. Vi var i Kraków i en uge, hvor vi så en masse kulturelle ting, som salt mine, koncentrationslejer, og en skole der svarede til vores skole. Jeg blev positiv overraskede! Det var en super by, menneskerne var søde, og min klasse kom tættere sammen. Jeg tror, det er meget sundt at gøre disse ting med ens klasse. Sådan ture kan skabe helt særlige bånd mellem alle, og man kan lære nye personer at kende. Desuden tror jeg også, at man kommer til at sætte mere pris på ens eget liv og værdier.

Rygning blandt børn

For min generation er det således, at rygning er ulækkert, usundt, og noget som man ikke skal rører ved. Man har ikke rigtig lyst til at være i samme rum, med en der tager en cigaret frem og begynder at sluge tjære ned i lungerne. Dette er en grov generalisering, men hvor jeg befinder mig i Danmark, er det sådan godt og vel. Nu kommer så det, som jeg ikke kan få til at give mening.
Børn i alderen 13-16 år ryger i mit område. Hvor bliver den norm, som min generation har, af? Hvorfor begynder unge mennesker på den slags? Det er jo ikke sejt på nogen måde, og at de her børn ikke kan se det, gør det underligt i mine øjne.
Jeg tænkte ved mig selv: "Hvorfor lader forældre deres børn ryge?"
Det er sagtens noget, jeg kan sige, men burde forældrenes arbejde ikke være at fortælle deres børn om faren og den sundhedsskadelige faktor i denne ting. Er forældre ikke klar over, hvad rygning også kan føre til, hvis disse børn skal føle sig "sejere"?
Min mor sagde dog noget klog til dette spørgsmål, hun sagde følgende: "Forældre kan ikke holde øje med, hvad deres børn laver hele tiden. De kan fortælle dem, de risikoer der er, men det er ikke noget, som nødvendigvis stopper dem."
Jeg spurgte så herefter: "Så børn kunne bare drikke sig fulde i hverdagen? Hvordan ville det overhovedet være godt?! Forældre skal da se efter deres børn."
Min mor var endnu engang klog og sagde: "Rygning er lettere at skjule, end hvis man kommer fuld hjem."
True..
Hvad skal der så til, for at børn i dag ikke begynder at ryge?
- Det er ikke noget, som man kan fikse "bare sådan". Jeg tror, at det gælder om, at bygge en norm op, der siger, at det ikke er okay at ryge, at det er sundhedsskadeligt og på ingen måde sejt. Jeg tror, ligesom mobning, at man skal gå sammen om at sige, hvad man synes er okay, og hvad man ikke synes er ikke.
For mig og andre af mine bekendte, så synes vi ikke det er fedt, at sidde i fx en bus hvor der kommer en person forbi, der lugter af røg. Det er klamt.

Hvad er der dog sket med ungdommen? Er det her virkelig noget, som skal fortsætte?
Jeg siger NEJ TAK til mobning, og jeg siger i hvert fald også NEJ TAK til rygning i blandt børn. De er ikke voksne mennesker. De er børn.

Livet som 17

Jeg er ikke ekspert, når det gælder kærlighed. Jeg har kun min viden fra mine egne oplevelser.
Som regel siger jeg, at man ikke må ændre på sig selv, fordi en anden person ønsker det. Ens partner skal elske en, som man er, ellers elsker man ikke hinanden.
Min partner for mig til at fæle så mange forskellige ting. Jeg kan blive skuffet, jeg kan blive ked af det, jeg kan blive glad og enormt lykkelig, og nogle gange føler jeg mig ikke god nok til ham.
Han er vidunderlig og dejlig, og jeg elsker ham virkelig højt, men jeg ved, at jeg tit skuffer ham eller gør ham ked af det - hvilket jeg slet ikke har lyst til.
Jeg er en meget følsom pige, og jeg tænker enormt meget over tingene, og jeg tvivler på mig selv.

Jeg er kun 17, men bekymre mig om så mange ting. Jeg er fuld af hormoner og frustrationer. Jeg prøver at leve i nuet, men prøver at finde min fremtid. Jeg føler mig somme tider stresset og forvirret og ikke god nok. Det er noget, vi alle går rundt og tæsker med. Vi vil alle have et dejligt liv, men sommetider går det ikke alligevel, som man havde tænkt sig det.

Vi skal være glad for at være i livet. Vi skal være glad for, at livet er hårdt, for ellers ville vi ikke vide, hvad der let og vidunderligt. 

Jule men ingen sne

I går fik jeg for alvor fri. Den sidste aflevering blev afleveret, og jeg kan nu holde juleferie.
Alle julegaver er blevet købt, og jeg kan nu slappe af. Jeg føler, det har været et gaveres uden lige, og jeg har ikke rigtig lyst til jul igen lige for tiden. Jule stemningen er heller ikke kommet endnu, fordi der ikke falder noget sne. Jeg savner faktisk snevejr, selvom jeg er sommerbarn.
Jeg skal holde jul hos den ene forælder, men det er ikke rigtig noget, som jeg har lyst til. Jeg har bare lyst til at være hjemme - sådan rigtigt.
Som I måske ved så har jeg fået en kæreste, og han har jeg fået en gave af. Jeg er virkelig spændt på at skulle åbne den! Jeg har en idé om, at det er et smykke - hvor jeg ikke kan sige mere. Jeg glæder mig også til at vide, om han kan lide den gave, som jeg har købt til ham. 

Julen handler om at give - ikke at få, men hvem kan ikke lide at få gaver? Jeg kan godt lide at give dem, men så skal det helst også være fordi, at personen fortjener en gave af mig.

Jeg ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.