Hvad har du på hjerte?

Min blog har været ret.. hmm.. kedelig på det seneste. Jeg har ikke de store emner, som jeg synes, jeg skal tage op. Dog har jeg tænkt en del over forskellige ting.

Jeg har ændret mig meget i løbet af årene - og så dog alligevel ikke.
Før i tiden ved 7.,8. og 9. klasse var jeg meget opsat på at hjælpe andre. Jeg ville gerne redde alle fra deres problemer og mørke tider. Jeg havde bestemte mennesker, som jeg tit skrev til for at høre, hvordan det gik med dem. Sådan er det bare ikke rigtig mere. Få gange holder jeg mig opdaterede, men før i tiden skrev jeg til dem hele tiden. Der kan være en del grunde til det.
1. Skole = lektier = lidt fritid
2. Jeg er blevet mere egoistisk
3. Jeg bekymre mig mere om de mennesker omkring mig
4. Jeg tænker kun på mig selv
etc.

Jeg ved ikke hvorfor.. Før i tiden havde jeg også flere "mørke" tanker, hvor jeg nu prøver at tage det mere stille og rolig. Jeg har mine op og ned ture, men jeg gør ikke drastiske ting. Jeg håber bare inderst inde, at dem jeg snakkede med før i tiden, er okay og har det godt. Det kan godt være, at jeg ikke snakker med dem nu, men det betyder ikke, at jeg ikke bekymre mig. Jeg vil gerne vide, om jeg har kunne hjælpe andre, eller om jeg har spildt deres tid.
Jeg vil gerne alle det bedste, men jeg føler bare, at det eneste jeg snakker om, er mig selv, og det har jeg det ret dårligt med. Hvad er der dog sket med mig?

Novelle konkurrence

Kære mennesker der læser dette fantastiske indlæg på denne blog. Jeg har ikke skrevet så meget på det seneste, men jeg ville fortælle jer alle, at jeg har deltaget i en novelle konkurrence om identitet.
Jeg har længe ville gøre noget lignede, men jeg har aldrig rigtig set muligheden være der. Jeg skrev på en novelle, jeg har fået kritik på den, men jeg har også fået ros.

Novellen handler om en pige, som ikke ved hvem hun er. En veninde har hendes dagbog, og som prøver på at rydde op i pigens liv, selvom hun er død.

Jeg har ikke de helt store chancer for at vinde. Men en ting er sikkert. Man kan ikke vinde, hvis man ikke forsøger på at vinde. Vinderen får novellen i en novellesamling og en bogudgivelse. Jeg ser frem til at vide, om jeg har vundet, eller om jeg skal lægge penslen på hylden. Jeg vil ikke selv mene, at den er dårlig, men måske er den ikke så gennemført, som jeg havde set den være.
Tiden må bare vise.

Udfordinger

Jeg har længe tænk på at tage en udfordring op. 

 Hvor dette blev den udfordring jeg ville tage op. I morgen begynder jeg, med den lette version af push up challenge

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/12649275/?claim=9dsxwvwrxkw">Follow my blog with Bloglovin</a>

Someone like you - Adele

Fest, farver og tømmermænd

Jeg kommer nok til at lyde lidt gammel i dette indlæg.

Jeg er en pige på 17 år. Jeg går i 2.g og har været til én gymnasiefest i alt. Jeg fester ikke så tit og har aldrig været i byen ligesom alle de andre på min alder. Jeg elsker at være herhjemme, hvor jeg kan slappe af, og hører det musik jeg kan lide. Jeg behøver heller ikke klæde mig fint på eller drikke  alkohol. Til fester drikker de fleste unge mennesker - med unge mennesker regner jeg med 15 +, hvilket er noget helt normalt i denne verden. Jeg er en af de personer, der kaldes for "svagdrikker", hvilket vil sige, at jeg ikke kan drikke så meget, inden jeg bliver tåget. Jeg har aldrig rigtig gået til fester, da jeg foretrækker så mange andre ting. Jeg har aldrig prøvet at kaste op eller komme til udpumpning. Det eneste symptom på tømmermænd har været kvalme og hovedpine. Jeg elsker at danse, og jeg elsker musikken, det er tit det, som jeg ser mest frem til. Jeg kan også lide at møde nye mennesker, og bare have det sjovt med mine venner/veninder. Men det var nu ikke det, som jeg ville have fokus på.

Unge, som i unge unge, er i dag meget anderledes end jeg var i den tid. De har så travlt med at blive voksne. De drikker, når de er 13-14 år. De ryger og nogle af dem heller ikke cigaretter men fx hash. Det med at ryge og drikke i en så ung alder, kan jeg tit blive chokeret over. Hvorfor starte i en sådan ung alder? De ved jo godt, det er usundt.
Jeg var til en fest med min gamle folkeskole i denne weekend, og jeg blev så overrasket over, at der var så mange at mine venner, der røg. Jeg blev rent ud sagt ked af det. Jeg var da heller ikke bleg for at sige til dem, at jeg ikke brød mig om, at de røg. Men hvad betyder min meningen? Ja rigtigt - ingenting.

Jeg håber det bedste for vores kommende generationer, men jeg kan heller ikke lade vær med at blive bekymret. Der er også så mange unge mennesker, der er respektløse overfor de ældre generationer.
Jeg håber på det bedste for vore samfund. Jeg håber på den bedste udvikling.

Hvordan ved du, at han er den rette? ♥

Kærlighed er noget skørt, som vi mennesker altid har været en del af.
Kærlighed findes kun fordi, at en regnorms største ønske er at få regnorm unger. Vi som mennesker vil formerer os for en hver pris. Alle mennesker vil gerne have opmærksomheden fra det modsatte køn, vel at mærke hvis man er heteroseksuel. Piger tager stiletter og korte kjoler på - for at fremhæve deres former og for at få ultra tynde ben. Vi piger ved, at det er det, drengene gerne vil have, og det er det, vi til fester giver dem. Drenge derimod vil gerne være i form og sætte deres hår sejt, for at tiltrække os piger. Vi går alle efter kropsidealerne, fordi vi ved, at det er det, det modsatte køn kigger efter.

Når man så er så heldig, ligesom mig, at man har fundet en person, som man gerne vil have opmærksomheden af, begynder man at snakke mere med personen, da man ved, at det er sådan, vi kan få andre til at kunne lide os.

Når det så også er gjort, og man ved, at personen har den samme følelse som en selv, så starter man noget sammen. Nogle kalder det en flirt - andre en romance. Dette vil så kunne blive til mere, hvis begge parter er med på ideen.

Så kan man blive kærester. Igen er jeg der så heldig, at have fundet en fyr, som kan holde mig ud (i hvert fald det meste af tiden).
Men..

Hvordan ved jeg, at han er den rette?
Han gør mig glad, lykkelig, rolig og tryg. Han er sød imod mig og behandler mig som en prinsesse. Jeg savner ham hver dag. Han er den person, der kan gøre mig til det lykkeligste menneske, men samtidig er han også den person, som kan såre mig så voldsomt, at det er som en kniv gennemboret gennem mit hjerte. Vi deler vores følelser med hinanden. Er den ene ked af det, er den anden det også. Er den ene glad, er den anden det også. Vi er begge utrolig trygge i nærheden af hinanden, vi skammer os ikke over noget sammen. Vi tænker ikke så meget over tingene, når vi er sammen. Vi passer på hinanden. Vi kan diskuterer og misfortolke hinanden, vi kan blive jaloux - men det betyder bare, at vi er bange for at miste hinanden, hvilket er helt normalt, når man er forelsket.

Er han den rette?
Som en 17-årig, forelsket pige vil jeg sige ja.
Som en 45-årig, skilt mor ville jeg have sagt nej.

Hvis vi går fra hinanden, ville vi ikke være de rette for hinanden, men som det ser ud nu, så er vi sammen og regner med at være det i lang tid. Han er min, og jeg er hans. Jeg kan ikke se mig med nogen anden.